Knowing me, knowing you

[Deleted]

Tilegnet: Margalo Flint

Sååh… Hogwarts, hva’? Ava var ved at sprænges af spænding, selvom det ikke var til at se på hende. Hun havde glædet sig i meeega lang tid, eller sådan føltes det, og det var i hvert fald siden starten på sommerferien. Hun havde afsluttet den magiske førskole før ferien og heldigvis for det, for hun hadede det. Men nu… Nu var hun på vej imod nye eventyr! Hendes mor havde fulgt hende til toget. Hogwartsekspressen, helt præcist. Det var kommet igennem King’s Cross Station, var løbet direkte igennem muren til perron 9 ¾, og havde sagt farvel. Selvfølgelig havde hun grædt. Altså Avas mor, ikke Ava selv. Det havde bare været så pinligt. Ava tilgav aldrig sin mor. Det var jo vigtigt, at hun gjorde et godt førstehåndsindtryk, ikke? Og det gjorde hun altså ikke ved at stå der med en snøftende, tudende mor. Så havde fløjten heldigvis lydt, og Ava havde skyndt sig ind i toget for at finde sig en plads. Der var mennesker overalt. Hele perronen var indhyllet i osen fra lokomotivet og det var et virvar af ugler, der tudede til hinanden fra burene og yngre søskende, der fór frem og tilbage, og som endnu ikke var gamle nok til at komme med. Inde i toget var der skubben og masen, fordi så mange prøvede at komme frem og tilbage ude på den smalle gang, men Ava havde omsider fundet ind i en tom kupé, hvor hun kunne være.
”Pyh…” Hun strøg sig over panden og sank sammen på sædet et par enkelte sekunder, inden toget satte i bevægelse, så sprang hun op igen for at huske at vinke til sin mor ud ad vinduet. Inden længe var perronen helt forsvundet. Ava vendte sig væk fra vinduet igen og så himmelfaldent fra sin tunge kuffert og op på bagagehylden et par gange. No way, at hun kunne få den derop helt selv. Det ville være livsfarligt at forsøge sig med det. I stedet satte hun sig ned på sædet igen og smækkede benene op - hun kunne jo ligeså godt gøre sig det behageligt, indtil der kom nogen og gjorde krav på sædet overfor. Hvis der gjorde det. Den unge pige vippede rastløst med fødderne, og der gik ikke mange øjeblikke, før hun ikke kunne holde ud at sidde stille og igen måtte rejse sig. Hun rakte ud og åbnede lågen ind til Montys bur, hvorefter den gråstribede kat kravlede ud på sædet og strakte sig mageligt. Så… Hvad kunne hun nu finde på? Avas hasselfarvede øjne afsøgte rastløst kupéen, før hun vendte opmærksomheden imod sin kuffert, som hun dykkede ned i. Om ikke andet, så kunne hun da skifte til sin skoleuniform, selvom den jo bare stadig var kedelig og uden nogle kollegiefarver.

[Margalo Flint]

Træk vejret ind. Pust ud. Træk vejret ind. Pust ud. Den lille dreng famlede rundt i sine lommer og tasker for at finde sin inhalator, men måtte opgive, da det gik op for ham, at den ikke var til at finde, og han sikkert var kommet til at ligge den nederst i blandt alle sine toilet ting. Han havde allerede sin skoleuniform på, selvom han vidste, at der ville være masser af tid til at skifte på toget, men idéen om at skulle skifte tøj, et sted hvor der var mange andre mennesker, gjorde ham rædselsslagen, så det skulle han ikke nyde noget af.
Han fik en klump i halsen, da han hørte lyden af fløjten, som fortalte at alle skulle ombord, og han skød derfor sin far et skræmt blik. Manden smilede dog bare ned til ham, med et roligt smil, som han altid gjorde, når han kunne se at Margalo var ved at gå i panik. ”Det skal nok gå, se du nu bare at komme ombord!” Grinede han, og prøvede at skubbe drengen frem, men han var som frosset til stedet. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham og hans hjerte var på overarbejde. Hvad nu hvis folk ikke kunne lide ham? Hvad nu hvis han fór vild på slottet? Hvad hvis han kom til skade, og hans forældre ikke fik besked? Nej! Han ville meget hellere bare hjem og gemme sig under dynen!
Men ak, hans bønner blev ikke hørt, og han mærkede to stærke hænder på hans skuldre, hvorefter han blev skubbet op imod togets døre. Det blev til et kort, akavet kram, hvor hans far prøvede at kramme ham farvel, men ikke desto mindre endte han i toget, hvor han nu stod og kiggede ud af vinduet, ned på sin far som stod og vinkede som den mest lalleglade person i verden. Han havde næsten kun snakket op, hvor stolt han var, lige siden Margalo havde modtaget sit brev. Margalo havde dog bare været skræmt… Og havde brugt det meste af bilturen hen til stationen på, ikke at brække sig.

Han befandt sig nu i en af de smalle gange. De fleste kupéer var optagede, og han begyndte så småt at panikke. Tænk hvis han ikke fandt en plads. Tænk hvis han skulle stå op, under hele turen. Tænk hvis hans kæle-pindsvin, Albert, blev væk under turen? Han slappede dog lidt af, da han endelig fandt en tom kupé, eller det troede han da at den var. Hans øjne faldt ført på en kat, og derefter en pige, som sad og roede i sin kuffert. ”Øh,” han blinkede et par gange med øjnene, før han trak sin kuffert helt ind i kupéen.
”De andre kupéer… Øh.” Han gik i baglås, når det handlede om, at skulle snakke med folk som han ikke kendte, så der gik lidt tid, før han fik det hele ud. ”De andre er fyldte!” Fortalte han, og han tog en dyb indånding. ”Må jeg sidde her?”

[Deleted]

Hogwarts, Hogwarts, Hoggy Warty Hogwarts, teach us something please… Ååh, hvor Ava glædede sig! Hun var ikke spor nervøs endnu, men nervøsiteten skulle garanteret nok nå at indfinde sig, når de først nåede Hogsmeade og skulle - ak og vé - sejle over Den Sorte Sø! Hendes forældre havde heldigvis fortalt hende en hel masse om, hvad der kom til at ske, og de havde da også lært lidt om Hogwarts i førskolen, men det var meget begrænset. Ava forventede helt klart at komme på Slytherin eller Ravenclaw. Det var der, hendes forældre havde været - far på Slytherin, mor på Ravenclaw, så det ville da være mærkeligt, hvis hun havnede et hélt andet sted. Det var den slags tanker, der optog hendes sind, mens hun rodede i kufferten for at finde en uniform, hun kunne tage på.
Ava trak hurtigt hovedet op af kufferten, da hun hørte et ’Øh’ i nærheden, nærmest lige ud for hendes øre, følte hun. Af en eller anden grund fulgte hele hendes samling af troldmandskort med, da hun også tog hænderne ud, og havnede overalt i kupéen.
”Øh..” gentog hun selv og så lidt forvirret rundt på de mange kort, før de mørke øjne faldt til hvile på drengen, der var kommet ind i hendes kupé. Hun stirrede på ham et par lange sekunder og overvejede et kort øjeblik seriøst, om han måske var lidt retarderet eller hvad, siden han ikke rigtigt kunne sige noget? Så lyste hun op i et stort smil, da han omsider fik spurgt, om han måtte sidde der. ”Selvfølgelig!” udbrød hun glad og sprang op fra sit sæde for febrilsk at begynde at samle kortene sammen, så der blev gjort plads til ham også. Hun stod med de indsamlede kort i hånden og så sig lidt hektisk rundt, inden det så ud som om, et lys gik op for hende, og hun trak hårelastikken ud af sit mørke hår i stedet, så hun kunne snurre den rundt om kortene, så de ville blive siddende sammen. Ava havde glemt alt om sine planer om at skifte til skoleuniformen. ”Hvis du altså vil hjælpe mig med at få dén der…” Hun pegede opgivende på kufferten. ”… dérop?” Og pegede derefter op på bagagehylden, som hun ikke engang kunne nå op til, medmindre hun stillede sig op på sædet. Det var dog sagtens noget, de kunne klare sammen, mente hun. Det var hun i sin fulde overbevisning om, at de kunne.

[Margalo Flint]

Det lignede næsten, at der gik et stød igennem drengen, da pigens kort lige pludselig faldt ud til alle sider. Han havde nok forskrækket hende. Han stirrede overrasket rundt, og stirrede blankt på kortene, som nu lå over alt i kupéen. ”Øh. Undskyld!” Sagde han, idet hans blik igen blev vendt imod pigen og han overvejede om han skulle begynde at samle kortene op, for at hjælpe, men han var ikke sikker på, om det nu var en god idé. Tænk nu hvis pigen var fjendtlig.
Da hun endelig så op på ham, glippede han en gang med øjnene og trippede lidt på stedet, hvilket fik det til at se ud som om, at han skulle tisse. Dette var dog ikke problemet, den havde han klaret hjemmefra og før han var steget på toget, selvom han ikke var glad for offentlige toiletter, men hans far havde sagt at det blev han nødt til, ellers ville han blive nødt til at klare det på toget, og han havde på ingen måde lyst til at klare det på toget.

Før pigen havde svaret på spørgsmålet, om han måtte sidde sammen med hende, havde han allerede fundet på tre mulige svar, som hun kunne give ham: ”Nej, du er grim, gå din vej”, ”Nej, du er ikke en rigtig troldmand, gå din vej” og ”Nej, du lugter, gå din vej.” Hende, ret så positive svar, havde ikke været på listen, hvilket fik ham til at ånde lettet op. Alligevel, ville han lige være sikker, og imens pigen atter havde blikket imod sine kort, lod han sin næse ramme sin skulder i et kort sekund, bare lige for at være helt sikker på, at han nu ikke lugtede. ”Tak!” Sagde han da endelig, hvorefter han trak sin kuffert helt ind i kupéen. Han tog hurtigt fat om det lille bur, hvori han havde sit pindsvin, for at stille det på sædet, da resten af hans bagage skulle op på én af hylderne. Pigen afbrød ham i hans tanker, og han stirrede hen på hende, hvorefter hans blå øjne søgte hen på hendes kuffert. ”Øh,” han stirrede på sin egen kuffert, og derefter op på en af bagagehylderne. Han havde, ærlig talt, ingen idé om, om han overhoved kunne nå derop, og kunne på ingen måde se hvordan de sammen skulle få den derop, da de jo sådan set var omkring på samme højde. Han kunne lige se for sig, hvordan de begge to lå mast under hendes kuffert, fordi det utænkelige var sket. Deres første dag i skolen, og så var de ikke engang på skolen endnu. Ikke desto mindre landede hans øjne på pigen, som han, tøvende, nikkede til. ”Jeg kan da prøve,” sagde han, og måtte rynke på øjenbrynene, idet han vendte sig om og fægtede lidt med armene, som om han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre af dem.

Han bukkede sig ned, og tog fat under kufferten. Han regnede lidt med, at hun ville tage fat i den anden ende automatisk. ”Øhm,” han stirrede lidt på hende, og stoppede alle sine bevægelser. ”Måske skulle du tage de ting du skal bruge ud? Du ved, så vi ikke skal have den ned igen?”